På billedet fra venstre: Jonathan, Line, Rune (havde barn syg, så han er klippet ind af fotografen, som vist kom til at tilføje nissehue) Marianne og Sinne - GLÆDELIG JUL !
Julen står for døren, og det gør tusind spekulationer om arbejdslivet også for mange. "Tænk hvis jeg var min egen chef"... Du, der læser med nu, har formodentlig selv taget springet, og ellers er du måske ved at være klar? Læs endelig med her eller del nyhedsbrevet med en ven:-)
Vi vil gerne takke jer for et vildt 2022
Krisen kradser, men mange kæmper sig frem alligevel. Det er virkelig godt gået, og vi vil gerne takke jer for et vildt 2022.
På Fremtidsfabrikkerne ser vi ind i et 2023, hvor der bliver fuld knald på. Som du måske har hørt, kommer bygningen Fremtidsfabrikken på Jessens Mole 11 til salg i det nye (for)år. Svendborg Kommune vil sælge de bygninger, der er allermest salgbare, og hey - vi har et flot hus og en fantastisk beliggenhed, så vi forstår det godt.
Vi trøster os med, at 'Fremtidsfabrikken Sydfyn' som koncept lever videre i bedste velgående: Du kan stadig få hjælp til din forretningsidé, sparring på din forretningsplan og eksempelvis: 'Iværk'-forløbet - nu i en toptunet udgave, som allerede starter 11. januar. Og vi går i 2023 i luften med en ny netværksmodel kaldet 'Ivækst' - Fremtidsfabrikkens nye iværksætterfællesskab for dig, der vil kunne fortsætte med at sparre med andre seje iværksætterhjerner og professionelle efter fx dit Iværk-forløb.
Fra to Fremtidsfabrikker til en fysisk bygning og et stærkt koncept
Fremtidsfabrikken i Frederiksgade rykker til sommer over i det flotte byggeri på Nordre Kaj på 1. salen i Svendborg Maritime Erhvervspark. Det glæder vi os meget til. Men det er klart, at det bliver hårdt at sige farvel til Jessens Mole 11 og Frederiksgade 8. Her er det vigtigt at holde fast i, at vi også rykker, fordi iværksættermiljøet i Svendborg de sidste 10 år blot er blevet stærkere og stærkere. Det gør, at der er kommer mange andre spillere på banen. Det er absolut storartet, for det styrker vores fantastiske iværksættermiljø på Sydfyn og i Svendborg - og forhåbentlig kan husene fortsat skabe værdifulde fællesskaber, det vil tiden vise.
Vi kommer til at fokusere på ét hus (en etage) med tech- og maritime iværksættere og ikke mindst på, at Fremtidsfabrikken Sydfyn som koncept står lysende klart med alle de fantastiske tilbud, du som nystartet virksomhed kan benytte dig af uanset branche!
Det bliver et banebrydende 2023 - og vi glæder os til at se dig i det nye år! Husk du også kan ringe - fx til Jonathan, vores iværksætterkonsulent, han har telefonnr. 3017 4461, han glæder sig til at snakke med dig fra 3. januar 2023:-) Fremtidsfabrikkerne er åbne igen fra 2. januar.
Rigtig glædelig jul og godt nytår ønsker Jonathan, Line, Rune, Marianne og Sinne
|